Der er ikke et underskriftskrav i forhold til
udmeldelse af folkekirken, og udmeldelse kan derfor som udgangspunkt også ske pr. e-mail.
Hvis der opstår tvivl om identiteten på personen, som ønsker at melde sig ud, har den kirkebogsførende sognepræst/kordegnen en almindelig forpligtelse til at sikre sig personens identitet. Dette gælder såvel ved skriftlig udmeldelse (ved brev eller ved mail), som ved udmeldelse i forbindelse med personligt fremmøde.
Kirkekontoret kan sikre, at udmeldelsen kommer fra den person, som den vedrører eksempelvis ved, at sende et brev til den pågældendes folkeregisteradresse, hvor man beder den pågældende om ved en fornyet henvendelse at bekræfte, at udmeldelsen kommer fra vedkommende selv.
“Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken” – nr 615 af 4. juni 2014:
Ophør af medlemskab af folkekirken
§ 6. Et medlem af folkekirken kan bringe sit medlemskab af folkekirken til ophør ved skriftlig anmeldelse til den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet har bopæl, jf. lovens § 2, stk. 1.
Stk. 2. Har medlemmet bopæl i udlandet, skal anmeldelsen om udtræden sendes til sognepræsten i det sogn her i landet, hvor medlemmet senest havde bopæl.
Stk. 3. Anmeldelse efter stk. 1 og 2 skal vedlægges fødsels- og dåbsattest eller oplysning om, hvor og hvornår medlemmet er født og døbt. Attest om udmeldelsen sendes til det udmeldte medlem.
Kirkeministeriet har udtalt, at der således ikke er underskriftskrav i forhold til udmeldelse af folkekirken, og udmeldelse kan derfor som udgangspunkt også ske pr. e-mail, hvis de i bekendtgørelsen nævnte oplysninger er anført. Cpr-nummer er tilstrækkelig oplysning om hvor og hvornår et medlem er født og døbt.
Hvis du skal referere til denne paragraf, eller ønsker at læse den, kan du finde hele bekendtgørelsen her.